GNAGS annoncerer afskedsturné i landets største arenaer

GNAGS tager i april 2027 på sin sidste turné. Det sker efter, at forsanger Peter A.G. på Smukfest tidligere i år annoncerede, at bandet ikke længere vil spille på landets festivaler. I stedet bliver det til fem indendørs koncerter i nogle af Danmarks største arenaer.
Turnéen får navnet GRANDE FINALE og skal markere afslutningen på GNAGS' 60-årige karriere. Bandet blev grundlagt i 1966 og har gennem årene bevæget sig fra pop, folkrock og blues til reggae, soul og rock.
"Vi har spillet på stort set alle spillesteder, festivaler og i enhver hal i Danmark siden 1966. Jeg ville ønske, vi kunne komme hele vejen rundt, men må erkende at 60 år på landevejen som omrejsende har sat sine spor. Derfor koncentrerer vi os om landets største arenaer, hvor mange mennesker nemt kan komme til og opleve en forrygende afslutning. Så vi kan sige ordentligt farvel til hinanden. Og mon ikke der også dukker gæster op?" smiler Peter A.G. og letter på hatten.
GNAGS har samtidig annonceret albummet KNARK, som udkommer 4. september og bliver bandets 25. studiealbum.
Det officielle billetsalg til GRANDE FINALE starter fredag 28. august klokken 10.00. Der er desuden presales for Mastercard-kunder og Live Nation-kunder.
Faktaboks – GNAGS GRANDE FINALE
- 2. april 2027: Aarhus Congress Center
- 9. april 2027: Aalborg Kongres & Kultur Center
- 10. april 2027: Jyske Bank Boxen, Herning
- 16. april 2027: Royal Arena, København
- 30. april 2027: SJF Bank Arena, Odense
- Officielt billetsalg: 28. august kl. 10.00
- Billetpris: Fra 350 til 640 kr. plus billetgebyr afhængigt af plads og arena
- Maks. 8 billetter pr. køb
- GNAGS blev grundlagt i 1966 i Skjern
- Bandet har optrådt 12 gange på Roskilde Festivals Orange Scene
- KNARK udkommer 4. september og bliver bandets 25. studiealbum
- Sidste festivalkoncert var på Smukfest i sommeren 2026.






Accepter kun nødvendige cookies